I anledning af vores 100 års jubilæum i 2010 har firmaet udgivet en bog “Se Lyst På Tingene…” .
Vi har samlet mange billeder og forskellige historiske fakta som giver et billede af firmaet fra 1910 indtil nu. God fornøjelse med at bladre igennem siderne. Download bogen som pdf
Udpluk af 100 års håndværkshistorie
Vores malerfirma så dagens lys i 1910 ved Søren Iversen, der som 28-årig fik borgerskab som maler og nedsatte sig som malermester med en startkapital på 35 kroner. I de først ti år havde firmaet adresse på Søren Iversens private adresse på Bleggårdsgade 17 i Vejle, men flyttede i 1920 firmaet til Søndergade 28, og på få år var han malermester for 6-8 malersvende.
Med succes kom udvikling
Efter 11 år med fremgang, måtte Søren Iversen ty til en kompagnon, og det blev den 28 årige malersvend Hans Peter Jensen. Fra den 1. januar 1922 til 30. marts 1958 var de to malermestre kompagnoner og firmaets navn blev derefter Vejle Skiltefabrik v/Malerfirmaet Iversen og Jensen.
Da Søren Iversen i løbet af 30’erne blev syg, måtte hans kunstinteresserede søn, Ejnar Iversen, springe til for at hjælpe. Det var de spændende år med udvikling og endnu mere fremgang. Men han slap dog aldrig sin glødende interesse for kunsten. I 1943 blev han malermester og kompagnon i Iversen & Jensen, og han udførte i sine 40 år som malermester en række dekorationsmalerier.
Mere kunst
En af de ansatte fra 1948 til 1967 var Albert Bertelsen, som siden 1967 skiftede levevej fra malersvend til at blive anerkendt kunstmaler. Ejnar Iversen og Albert Bertelsen arbejdede sammen på det lokale Paladsteatret i 1950’erne. De udførte flere store vægdekorationer, de kaldte “Det jyske landskab”. Flere af Ejnar Iversens udendørs dekorationer kan i 2011 stadig ses i Vejle. Som i gården, Langelinie, hvor malerfirmaet siden 1966 har haft kontor og malerværksted.
Generationsskifte
I slutningen af 50’erne solgte Søren Iversen og H.P. Jensen til Ejnar Iversen og mestersvend Johannes Carlsen. Malerfirmaet flyttede til Langelinie, hvor det holder til i dag. Men der skulle flere skift til, inden vi er i nutiden. I ro og mag afsluttede Ejnar Iversen og Johannes Carlsen samarbejdet og Johannes Carlsen solgte i 1987 firmaet til Erling Mørk. Herefter blev navnet på det ekspanderende firma: Malermester Johs. Carlsen Eftf. v/Erling Mørk.
Malermestrene Mørk ApS
Herefter kom den nuværende ejer ind som læring, og i 1991 blev Karsten Mørk udlært malersvend. Ved overrækkelsen af svendebrevet fik han ros og sølvspartlen for godt kammeratskab. I 1993 og 1994 tog Karsten den vidergående maleruddannelse i Odense, som man også kalder mesteruddannelsen. Dette har givet Karsten malerekspertise.
Efter en jordomrejse med sin kone, Claudine, der i dag står for administration og økonomi i virksomheden, gik Karsten ind i malerfirmaet med sin far. I oktober 1997 blev han medejer, og da Erling Mørk med udgangen af 2000 gik på pension, blev Karsten Mørk alenemester for det, der i dag hedder Malermestrene Mørk ApS.