Skimmelsvamp er en alvorlig sag
Skimmelsvamp kan i værste tilfælde være sundhedsskadeligt og skal derfor fjernes hurtigt og på den korrekte måde. Hvis du lægger mærke til en muggen eller jordslået lugt, der kommer fra skabe eller utætheder ved eksempelvis paneler, kan det være et praj om, at der er skjulte fugtproblemer i boligen. Selv om skimmelsvampene er gemt bag tapet eller inde i en væg, skal de væk.
Kontakt os når skaden er sket, vi har stor ekspertise indenfor bekæmpelse af skimmelsvamp.
Om skimmelsvamp
Skimmelsvampe er bittesmå svampe, som spreder sig gennem luften ved hjælp af sporer. Disse sporer kan udvikle sig til skimmelsvampe på fugtige overflader. Når der er tegn på fugt i din bolig, skal du derfor være opmærksom på, om der også er vækst af skimmelsvampe. Skimmelsvampe viser sig som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller skjolder, der ofte har en lodden overflade. Nogen gange kan de have samme farve som det sted, de vokser, eller dække i så tyndt et lag, at de er svære at få øje på.
Selv om skimmelsvampe tit sidder synligt på vægge, gulve eller lofter, kan de også i visse boliger gemme sig på steder, hvor de er svære at opdage – typisk i hulrum som fx krybekældre og skunke eller bag tapet. Man kan opdage den skjulte vækst ved at tapetet løsner sig, eller der opstår en muggen lugt i rummet eller ved fodpanelerne.
Undgå skimmelsvamp
Skimmelsvampe kan i de fleste tilfælde undgås, hvis du holder boligen tør og sikrer, at der er god ventilation.
Du kan holde luftfugtigheden nede i hjemmet ved at følge disse gode råd mod skimmelsvamp:
- Sørg for at lufte godt ud – lav gennemtræk i boligen 5-10 minutter flere gange dagligt. Du skal være ekstra omhyggelig med udluftningen på badeværelset og i køkkenet, når du har været i bad eller laver mad.
- Sørg altid for at bruge emhætten, når du laver mad. Tjek at udsugning og aftræk virker som det skal.
- Hæng tøj til tørre udenfor eller brug en tørretumbler med kondensvirkning eller aftræk til det fri.
- Hold den samme temperatur i alle rum i hjemmet. Temperaturen må ikke være lavere end 18 grader.
- Hvis der opstår en vandskade, er det en god idé at finde årsagen og udbedre skaden hurtigst muligt.
- Hold friskluftsventiler i vinduesrammer og vægge åbne, og se om aftrækskanaler og udsugningsventiler fungerer og er rene.
- Sæt ikke møbler direkte op ad kolde ydervægge.